Om utopier med bred pensel
Ordet utopi stammer fra græsk [ou 'ikke' og topos 'sted'.] altså: ‘stedet som ikke er’.
Det har siden Thomas Mores Utopia kommet til at stå for en skildring af et forestillet fremtidigt ideelt samfund; en genre eller en tilbøjelighed som er lige så gammel som skriftsproget og derfor nok også ældre end det.
Utopisk tænkning bygger på den almene menneskelige evne til netop at forestille sig noget som ikke er. Den er i familie med håbet og drømmene. Drømmene om at finde ‘det gode sted’, eutopia (igen fra græsk: eu: godt + topos: sted).
Planlæggeren bruger også evnen til at forestille sig noget som ikke er, men forlænger -
i sammenligning med utopisten - blot det eksisterende.
Utopisk tænkning må indeholde et spring ud af de eksisterende vilkår og begrænsninger. Men hvis en utopi skal have troværdighed, det vil sige vække genklang hos andre, skal den ikke være urealistisk langt fra det eksisterende.
Utopier før og nu - utopier og dystopier
Før-moderne utopier (Platons Staten, Mores Utopia, Swifts Gullivers rejser etc.) har det til fælles, at de handler om ideelle samfundsindretninger med hensyn til magt, administration, ejendomsret og (penge)økonomi - og opdragelsesformer, der skal gøre mennesket i stand til at leve i utopien.
I 1700-tallet og 1800-tallet fandt utopier udtryk i politiske revolutioner som den franske eller i socialistiske, kommunistiske og anarkistiske tanker, organiseringer og bevægelser.
Og religiøst motiverede utopier har været en vigtig bestanddel af koloniseringen af Nordamerika - puritanere, pietistister, metodister, baptister, kvækere og amish for at nævne nogle få.
Senere utopier er i højere grad præget af teknologiske fantasier eller af viden om risikoen for økologiske sammenbrud eller de er - især i tiden lige efter anden verdenskrig præget af et håb om at undgå lignende katastrofer i fremtiden, hvorfor de ofte drømmer om at binde tidligere fjender sammen i forpligtende samarbejder (EU) eller ligefrem har visioner om én regering for hele verden.
De teknologiske utopier finder i højere grad udtryk i science-fiction-litteraturen, som falder uden for Institut for Evige Utopiers arbejdsområde.
I det tyvende århundrede vandt dystopier som Aldous Huxleys Fagre nye verden, George Orwells 1984, Ray Bradburys Fahrenheit 451 og Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling terræn. Det var dystopien som (e)utopiens modsætning eller vrangbillede. (Dys-: dårligt og -topos: sted). De spandt videre på de historiske rædselsregimer i Sovjetunionen og Det Tredje Rige - som om de ikke var dystopiske nok i sig selv.
Den utopiske tænkning løber hele tiden en risiko for at gå over gevind, så den bliver mere frastødende end tiltrækkende - rent bortset fra at den enes utopi er den andens dystopi.
Denne risiko ligger latent i de psykologiske bi-effekter af hangen til perfektion, som nemt ledsages af mangel på selvindsigt.
Anarkistens utopi er ikke tillokkende for den konservative tilhænger af en velordnet stat og gode manerer. Ayn Rands utopi er vederstyggelig for tilhængerne af et velfærdssamfund med et fintmasket socialt sikkerhedsnet, og socialistens utopi er omvendt uspiselig for liberalisten.
Utopier oppefra
I de klassiske litterære utopier som Platons Staten og Mores Utopia har forfatterne givet sig selv den frihed, at de kan designe et helt samfund ovenfra så at sige.
Fantasien kan så at sige si konflikterne fra, fjerne skyggesiderne, gøre klimaet venligt og menneskene altid venlige, som i Tomasso Campanellas Solstaden, hvor eneherskeren Sol har samlet al visdom, og hvor borgerne hele tiden udsættes for den højeste oplysning, idet den er malet og skrevet på murene i denne ideelle by, der er anlagt i en geometrisk fuldendt form af koncentriske cirkler. Alle erhverv er ligeværdige, alle borgere tildeles lige andele af stadens goder, ingen ejer noget for sig selv, alle arbejder fire timer dagligt. Læg dertil, at Solstaden styres på grundlag af astrologi helt ned til udvælgelsen af ægtefæller og de rette tider for forplantning.
Den gode Tomasso kan have udbrudt: Og alt er såre godt, da han var færdig med sit værk.
Men hvor mange, der ville have lyst til at være med i hans utopi, står hen i det uvisse.
Campanellas utopia er karakteristisk for mange litterære en-mands-utopier (det har typisk været et mandefag!) ved ikke at være forbundet med hans egen samtid på en organisk måde, så læseren kan se for sig, hvordan det overhovedet kan lade sig realisere.
- eller utopier nedefra
Utopier ‘nedefra’ skal her forstås som de mere eller mindre spontane organiseringer både i fredstid og i tider med sociale oprør, hvor større eller mindre grupper af mennesker bryder sociale og økonomiske normer, rammer, undertrykkelse og udbytning for at ‘starte forfra’ i frihed. Velkendte eksempler i nyere tid er den kortlivede Pariserkommune i 1871, de anarkistiske kommuner i 1930’rnes Spanien, zapatisternes autonome territorier i Chiapas, Mexico og den Bookchin-inspirerede kurdiske kommunalisme i Rojava efter 2000.
Utopiske strømninger blomstrede op i 1960'ernes ungdomsoprør, men her mest som stykvise impulser - langt fra Campanellas fuldendte Solstad - der tilsammen måske kunne udgøre et tæppe. Det gjaldt slagord som Fantasien til magten, der ville sprænge den forstening i samfundet, Inger Christensen beskrev i Det:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Det gjaldt den typiske ikke-hierarkiske græsrodsorganisation, der var inspireret fra anarkismen med basisgrupper (grupos de afinidad, affinity groups) og konsensusbeslutninger. Det gjaldt kollektivbevægelser og produktionskollektiver. Men det kom også - mere eller mindre - til at præge mange politiske bevægelser om borgerrettigheder, feminisme, miljø, modstand mod atomvåben, international solidaritet, atomkraftmodstand, fagopposition og modstand mod krig i de følgende årtier.
Når regeringen, næsten hele Folketinget, de dominerende fagforbund og de to store elselskaber var enige om, at Danmark skulle have atomkraft, sådan som 1950’rnes slogan om den fredelige udnyttelse af atomenergien - til forskel fra atom- og brintbomberne - havde forjættet, ja så skulle der mere end almindelig fantasi til at forestille sig, at en lille håndfuld civilister - som netop var organiseret ikke-hierarkisk - kunne spænde ben for det projekt. Men det lykkedes som bekendt. Læs historien på OOA’s Museum: https://www.atomkraftnejtak.dk/
Utopier for politikere
Anden verdenskrig var så stort et chok i verden, at ellers almindeligt kedelige og almindeligt fornuftige politikere barslede med den ene storslåede utopi efter den anden, men da de jo netop var politikere og havde magt til at handle, så gik de hurtigt over til at ændre dem til visioner og planer og konkrete forslag:
De Forenede Nationer - FN, der så dagens lys allerede i efteråret 1945.
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN i 1948.
Europarådet blev dannet i 1949.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - først som udkast i 1950, siden vedtaget i 1953. Fulgt op af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1959 som en uafhængig institution under Europarådet.
- og andre
Ved siden af - bagved, eller nedenunder politikernes initiativer kom en strøm af andre utopier og visioner i årene efter 2. Verdenskrig. De tog undertiden form af folkelige bevægelser og organisationer. Et eksempel:
The World Federalist Movement - i Danmark kendt som Een Verden - en bevægelse, der havde som mål at hele verden skulle have én regering! Og når det skete, ville der ikke være behov for militær, for hvem skulle man slås imod!
EUtopia - eller EU som en (forhenværende) utopi
Set i det perspektiv, kan det godt give mening at se EU, altså Den Europæiske Union, som et utopisk projekt - eller i det mindste som et projekt, der var en utopi engang - og som gerne vil se sig selv som en eutopi i dag, altså som et godt sted.
EU - Den Europæiske Union - er vokset ud af EF - Det Europæiske Fællesskab - som afløste Det Europæiske Økonomiske Fællesskab - EØF (eller EEC) som byggede på Den Europæiske Kul- og Stålunion.
Hvad var der så før den?
Ja, der var ideer, visioner, planer - og før dem var der en utopi. En forestilling, der havde alt imod sig. En utopi, hvor Tyskland og Frankrig (især) blev bundet sammen i en alliance, lige efter, at de to gange inden for 30 år havde været i blodig krig med hinanden.
Den bærende ide, den utopiske vision handlede om fred. Efter to verdenskrige, der havde udspring i Europa, var det kun alt for nærliggende, at nogle visionære politikere kastede denne ide ud. Dvs. det tog tid, det tog indtil 1951 indtil Den Europæiske Kul- og Stålunion blev vedtaget og yderligere seks år inden Rom-traktaten etablerede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.
Ideerne var ikke nye i sig selv, men nu skulle de vise sig mulige at realisere. På en fredskongres i 1849 havde Victor Hugo sagt: “A day will come when all nations on our continent will form a European brotherhood ... A day will come when we shall see ... the United States of America and the United States of Europe face to face, reaching out for each other across the seas.” Og i 1920 havde John Maynard keynes forestillet sig en økonomisk union i Europa. Det blev denne model, der blev starten på det, vi i dag kender som den Europæiske Union, fortsat meget en økonomisk, men nu også en politisk union.
Meget få vil måske se EU som en utopi i dag - med al bureaukratiet, de tunge processer, de politiske studehandler, lobbyister og svingdøre, det demokratiske underskud i nogle af institutionerne, de grundlæggende værdier om vækst og mere vækst, - og alene størrelsen! Men det er alligevel ikke helt skævt at se Unionens begyndelse som en utopi, der pressede på for at komme til verden.
Utopisk tænkning
Den utopiske tænkning er ikke anderledes end anden tænkning, i den forstand at det er svært at få det hele med. Når arbejderbevægelsen 1880’rne krævede en otte-timers arbejdsdag var det radikalt, nærmest utopisk i forhold til de faktiske forhold i industrien, men det var ikke et fuldstændigt opgør med lønslaveriet. Når marxister har drømt om at afskaffe klassesamfundet, ville de ikke nødvendigvis i samme bevægelse gøre op med hierarkier som sådan.
Apropos Marx, så var han i sine yngre udgaver mere åben for utopier end i sine ældre udgaver, hvor han bruger udtrykket ‘utopisk socialisme’ til at lægge afstand mellem hans og Engels’ egen ‘videnskabelige socialisme’. Denne negative, vrængende karakteristik af det utopiske har trukket lange spor helt op til i dag.
Men de socialistiske samfund, der henviste til Marx, blev selv - især efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning genstand for fordømmelse som umulige utopiske projekter - de ‘store fortællinger’ var endegyldigt slut. Nu havde det (neo)liberale samfund sejret og historien var nærmest nået i mål! (Samuel Huntington).
Ud af boksen
- siger vi tit, når vi skal tænke os ud af eksisterende vilkår og begrænsninger. Men det kræver, at man prøver at gøre sig klart, hvad det er for en boks! Og hvad er det, der skal motivere os? Er det en uretfærdighed, der driver os, eller er det et håb, der trækker?
Det forekommer nærmest umuligt at udpønse store, altomfattende utopier i dag - utopier oppefra, men vi er samtidig overbevist om, at utopisk tænkning er ‘kommet for at blive’.
Vi hælder til, at det er de konkrete utopier fra neden, der har levekraft - ikke dem, der bilder sig ind at kunne tegne verden helt forfra.
Vi vil slutte denne lille ekskursion ind i og rundt om begreberne utopi, eutopi og dystopi med et par citater:
“The belief that what currently exists must necessarily exist is the acid that corrodes visionary thinking”
- Murray Bookchin
(“Troen på, at det, der eksisterer i dag, nødvendigvis må eksistere, er en syre, der angriber den visionære tænkning”)
“Those who dream by day are cognizant of many things which escape those who dream only by night.”
- Edgar Allan Poe
(“De, der drømmer om dagen er bevidste om mange ting, som ikke er tilgængelige for dem, der kun drømmer om natten”)