Børnenes statsministers eftertanker 8. januar 2021 om nytårstalen 2020

Da jeg gik hjem i tusmørket i går, lagde jeg mærke til en lille karavane af børn, der trak hjemad på de grusede, næsten snefri veje med deres små plastickælke. Og tanken strejfede mig, at det er i grunden synd at børnene ikke har lidt mere sne at glide i.

I morges, da jeg kom ud ad min hoveddør, var der faldet endnu et nyt lille lag sne og frosten fik den til at knirke under mine føder. Jeg blev grebet af en barnlig glæde og pludselig stod det klart for mig, at jeg måtte skrive min nytårstale om.

Jeg havde været så optaget af at redde befolkningen så godt som overhovedet muligt igennem coronakrisen, at jeg helt havde glemt, at jeg er børnenes statsminister. Hvis jeg skal være helt ærlig, gik alle mine tanker til de gamle og sårbare. Og da jeg måtte lukke for en masse aktiviteter, satte jeg alt ind på at finde penge, der kunne holde samfundet i gang, så vi kunne genstarte samfundet, så det lignede tiden før corona mest muligt.

Da jeg holdt min nytårstale 1. januar, kom jeg til at prøve at bilde befolkningen ind, at på bare ét år var vi allerede nået en tredjedel af vejen til at mindske Danmarks påvirkning af klimaet med 70%. 

Jeg måtte ryste på hovedet over mig selv; hvad tænkte jeg dog på?

Ret beset havde vi jo bare besluttet at holde op med at producere olie i Nordsøen i år 2050, og så at få nogle flere biler og nogle store energi-øer langt ude på havet. Jamen 2050 – det er jo alt for langt ude i fremtiden. Og nu er jeg også blevet i tvivl, om vi overhovedet har ret til at lægge beslag på så mange ressourcer til vindmøller og el-biler. Og jeg sagde vel egentlig slet ikke noget om, at vores landbrug må ændres fundamentalt. Men så de 15 nye naturnationalparker – de står da tilbage? Jeg ved snart ikke…

Ganske vist sagde jeg i min gamle tale, at “Vi oplevede menneskets ældgamle sårbarhed og fandt en ny styrke”. Men dengang forstod jeg ikke rækkevidden af det, jeg sagde. Den knirkende sne under mine fødder fik mig til at se, hvad den ældgamle sårbarhed og den nye styrke skal bruges til. Og ja, det har med liv og død at gøre –ikke kun lige nu og her, men også i en mere overført betydning: Liv som i livsglæde, livsmod og tillid til fremtiden. Og død som når livets mangfoldighed af dyr og planter er ved at forsvinde – og som det døde, angstfulde blik i øjnene på et stort barn, der har mistet troen på at vi voksne passer på deres fremtid.

Netop i år har små og store børn måttet lide mange afsavn. De har hver for sig måttet sidde hjemme foran hver sin computer og holde skole. De mindste børn har måttet vænne sig til at kigge på voksne formummet bag masker, så de ikke kunne se om den fremmede voksne ville dem det godt. I hvert fald de børn, der var tvunget til at bruge den kollektive transport sammen med deres far eller (især) mor. Men da jeg så børnene trække afsted med deres kælke på den tynde sne, slog det mig, at de afsavn, de har lidt i dette forbandede corona-år jo intet var imod de afsavn, de vil lide i en fremtid med endnu større klimaforandringer. Jeg hørte, at 2020 var det varmeste år nogensinde. Ganske vist var 2016 lige så varmt, men det år havde vi el Nino, som gjorde alting varmere

Børnene har udvist stor solidaritet med de gamle. En gang imellem har de store børn glemt det – eller måske ligefrem bevidst svigtet fællesskabet ved at feste udover det tilladelige. Men egentlig er det jo de samme børn, som jeg har svigtet. Jeg forstår pludselig, at jeg slet ikke har taget deres bekymring alvorligt. Jeg har indset, at mit svigt er langt større end deres svigt. Pludselig forstår jeg, at det er mig og min generation, der har festet langt udover det tilforladelige - ikke bare en enkelt dag, men hver dag - og ikke bare i tankeløshed, men helt bevidst om de forfærdelige konsekvenser festen i vores generation har haft.

Jeg forstår ikke, hvordan vi kunne tillade os selv at opføre os så skødesløst.

Samme dag hørte jeg den tidligere statsminister sige om min regering, at den slet ikke har en plan for, hvordan Danmark kan blive ved med at være verdens rigeste land. Og jeg måtte ryste på hovedet en ekstra gang, så tanken faldt på plads, at han slet ikke havde forstået noget som helst.

Men jeg vil bære over med ham, for han er jo ikke børnenes statsminister, hverken de nuværende børne eller kommende tiders børn, hverken de danske børn eller alle børn på kloden. Ret beset er han jo ikke statsminister for nogen som helst – og godt for det!